Pressemeddelelse 3 - Oktober 2017

Fra Borgerlisten i Tønder Kommune


Neel Rudebeck kandidat for Borgerlisten

Borgerlisten i Tønder Kommune præsenterer sin 6. kandidat

 

Kort inden afleveringsfristen af kandidatlisten har Borgerlisten i Tønder Kommune gjort et politisk scoop. Neel Rudebeck, som er datter af tidligere borgmester, Laurids Rudebeck, bliver opstillet som nr. 2 på listen.

”Det er med stor glæde, at Borgerlisten i Tønder Kommune har fået Neel Rudebeck med på holdet. Neel er ung, er mor til Helen på 3 år, har politisk erfaring fra VU og har valgt at blive boende i Tønder kommune. Mange unge flytter fra kommunen for at studere og kommer ikke tilbage for at arbejde i Tønder Kommune. Her er Neel en af eksemplerne på det modsatte. Hun vil med base i Tønder tage sin uddannelse i Syd- og Sønderjylland”, siger Lars Thomsen, som er formand for Borgerlisten.

Neel Rudebeck glæder sig til at tage fat i det politiske arbejde. ”Jeg har i mange år set og beundret min fars begejstring og arbejdsglæde for at sætte Tønder på landkortet. Jeg har en vision om at være de unges talerør i kommunalbestyrelsen, hvis jeg kommer ind. Jeg er meget interesseret i gode forhold for børnefamilier. Det gælder både daginstitutioner, skoler og fritidstilbud. Det vil være nogle af mine mærkesager”.

”Bestyrelsen og kandidaterne glæder sig meget til at deltage i de kommende vælgermøder i hele kommunen, så vi kan fortælle om vores politik”, siger Thomas Ørting Jørgensen, som er Borgerlistens borgmesterkandidat. ”Vores største udfordring i hele Tønder Kommune er affolkningen. Det skal vi turde debattere åbent både politisk og lokalt. Vi har i Borgerlisten en række bud på, hvordan vi mere offensivt, nytænkende og med stor borgerinddragelse kan vende udviklingen”

Bestyrelsen har valgt at stå udenfor et valgteknisk samarbejde med de øvrige partier i kommunalbestyrelsen. ”Vi har sonderet mulighederne, men har valgt at være selvstændige. Vi er tværpolitiske og kæmper for de sager, som vi lokalpolitisk kan ændre på. Så er det ikke afgørende om man er blå, rød eller grøn. Det er visionerne og de mulige handlingsplaner, der er afgørende”, siger Lars Thomsen.

 

Bestyrelsen har konstitueret sig med:

Formand, Lars Thomsen, Sæd, Hans Pilegaard, Tønder, kasserer, Bente Jensen Ovesen, Øster Højst, sekretær, Andreas Hansen, Tønder og Allan Peder Roost Aabling, Ottersbøl. Suppleant er Sarah Røll, Tønder. 

Kandidaterne, deres baggrund og valgprogram kan læses på Borgerlistens facebookside (Borgerlisten i Tønder Kommune) og på hjemmesideadressen: http://www.borgerlistentoender.dk/

 

Ønskes yderligere oplysninger så kontakt:

Formand, Lars Thomsen. M: 23304250
Borgmesterkandidat, Thomas Ørting Jørgensen. M: 21653960 (74734024)

 

 

 

Udskriv E-mail