Sammen er vi stærke, men hvorfor så alle disse sololøb ?

Written by Anton Schulz on .

Stjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktivStjerne inaktiv
 

Jeg bliver bare nødt til at tage bladet fra munden, for der er noget jeg simpelthen ikke kan begribe. Hvorfor vil vi i Tønder partout altid opfinde den dybe tallerken, når den nu for længst er opfundet? Hvorfor vil vi konstant over åen efter vand? Hvorfor bygger vi ikke nyt sammen? Jeg begriber det ikke.

#Tønderhandlerlokalt er det seneste eksempel på gode kræfter der går ‘solo’ om løsninger, der kræver meget mere robusthed for at sikre en bæredygtig fremtid. 

Provinsbyer.dk er en platform der allerede er struktureret med et register, så butikker og andre erhverv kan registreres i kategorier, så brugerne kan søge direkte på den branche eller butikstype man ønsker at finde. Provinsbyer.dk har kørt i Løgumkloster i en del år med succes. Byen er bare ikke stor nok til at bære de driftsomkostninger en rigtig platform har. Tønder By ville sandsynligvis heller ikke være det alene, men i fællesskab ville man kunne. Derfor er det bydende nødvendigt, at vi udnytter krisen til at lægge sololøbet til side og kommer i gang med et reelt samarbejde. En fællesejet platform, et minimum af investeringer, og en fælles ydre fjende er det perfekte scenarie at kickstarte et sådant samarbejde i.

Ud over det helt simple register, rummer platformen allerede nu langt flere af de funktioner, man drømmer om, at have på en platform i fremtiden. Den rummer en on-line shop-i-shoppen, hvor kunder vil kunne handle i samtlige butikker i samme kurv med ét tjek-ud og betaling. Den rummer et on-line hotelbookingsystem, som kan rumme uendeligt mange overnatningssteder lige fra B&B over hoteller til sommerhuse. Den rummer en online aktivitetskalender, hvor aktiviteter kan registreres on-line, henføres og sorteres og søges på utallige måder, ligesom man kan købe og betale billetter direkte fra den enkelte event.

Med andre ord, en platform, der kan samle alle erhverv, butikker, byer og frivillige på tværs af hele Tønder Kommune. 

Jeg har foreslået at stille denne platform til rådighed for erhverv og handel, så vi hurtigere kan rejse os efter krisen vi befinder os i. Dette fremfor at turisme, handel, erhverv, frivillige over hele kommunen hver især bruger ressourcer på udviklingen af nye forskellige platforme. Det skaber et fragmenteret indtryk af hvad vi kan i Tønder. Jeg vil overdrage platformen til et andelsselskab, således at alle, som er repræsenteret på platformen, samtidigt bliver medejere af den. Det er en struktur der vil skabe lokalt ejerskab og fællesskab, og grobund for et reelt samarbejde i hele kommunen. Det ville kunne blive et fyrtårn for Tønder Kommune, hvis man fra en fælles platform samles om at videreudvikle og præsentere alt det, vi kan byde på i Tønder Kommune.

Provinsbyer.dk har tidligere præsenteret platformen for Tønder Handelsstand, ligesom vi har præsenteret den for daværende dir. for Vækstrådet, Lene Grønning, også Detailforum har kendskab til platformens eksistens. Umiddelbart møder man Positivt feedback, men ingen ejerskab. Vi mangler lederskabet og viljen til at skære igennem individuelle interesser for at samle alle kræfter om en fælles platform.

Provinsbyer.dk’s platform ligger lige for fødderne. Det eneste man skal gøre er at samle det op. Hvorfor gør man det så ikke? Ja, det er i alt sin enkelthed det, jeg ikke fatter. Hvad har jeg overset?

Udskriv