Carl Thier Ørting Jørgensen, Grøngaard, Tønder
Jeg har boet de fleste af mine 18 leveår i Tønder, og i takt med at jeg er blevet ældre, er det gået op for mig, hvor meget der kan og bør forbedres i kommunen, når det gælder vi unge menneskers velbefindende.
For det er ikke super fedt, at være ung i Tønder - og det bør det være.
Jeg tror, at det skyldes, at vores kommunalbestyrelse ikke er repræsentativ. Gennemsnitsalderen i kommunalbestyrelsen er høj, og de kan ikke varetage vi unges interesser - ihvertfald ikke i lige så høj grad, som vi unge selv kan, for vi har helt naturligt et andet perspektiv på tingene.
Vi unge bør repræsenteres, og lige netop dette er en af de mange grunde til, at jeg stiller op.
For Tønder Kommunes fremtid – og unges vilkår og muligheder – skal udformes med os unge og ikke udenom. Vi er trods alt fremtiden.
Jeg stiller op, fordi jeg har en vision for Tønder, der peger ind i fremtiden, hvor vi udnytter de muligheder, vi har i den grønne omstilling til at skabe en bedre kommune, og hvor vi tør gå nye veje for at skabe resultater.
Jeg mener, at vi har brug for os unge - vi har brug for nytænkning og større mod.
Jeg vil kæmpe for, at der kommer flere attraktive unge-miljøer. Vi skal have steder, der både tiltrækker og fastholder os unge - for det skal være en fest, at være ung i Tønder!
Yderligere vil jeg kæmpe for, at klimaet og den grønne omstilling bliver en absolut top prioritet. Vi skal tage ansvar, være ambitiøse og arbejde hårdt, når det omhandler klimaet, for klimakrisen kræver som bekendt handling nu og her.
Beslutninger i kommunen bør fremover tage højde for det klimaaftryk beslutningen medfører.
Jeg mener desuden, at vi bl.a. skal udnytte vores flade landskab og stærke vind til selv at producere vedvarende energi. Mere energi fra færre men mere effektive vindmøller på landjorden vil medvirke til den grønne omstilling og opnåelsen af vores klimamål, samtidig med at de vil give os flere hundrede millioner kroner over en årrække til udvikling af vores kommune. En del af de penge skal gå til at skabe mere attraktive vilkår og miljøer for os unge.
Jeg er sikker på, at den vedvarende energi vil skabe stolthed som et synligt bevis på, at vi på vores egn løfter vores del af ansvaret for klimaet og Danmarks forpligtelser i Paris-aftalen.
Jeg vil derudover også kæmpe for, at Tønder i fremtiden bliver et tilvalg i stedet for et fravalg. For en stor del af os unge flytter fra Tønder til Aarhus, København eller andre store studiebyer, når vi skal videreuddannes, hvilket i sig selv er fint - for Tønder Kommune kan ikke tilbyde de samme uddannelser, som de større byer kan. Men når vi unge så er færdiguddannede, så er det de færreste, der flytter tilbage til Tønder. Det vil kræve en attraktiv kommune, hvis vi skal tilbage igen efter endt uddannelse. Det vil kræve mange og gode arbejdspladser, det vil kræve gode miljøer med adskillige tiltag henvendt til os unge, og det vil kræve livlige byer og lokalsamfund. Det vil kræve en kommune i vækst - en kommune med en fremtid. Og det vil jeg kæmpe for, at Tønder bliver.
Vi må og skal i fællesskab skabe en attraktiv kommune for alle. For med flere og gladere borgere kommer bedre velfærd, og bedre velfærd - ja, det gavner os alle.
Jeg håber, at jeg den 16. november, når størstedelen af kommunens stemmeberettigede går til stemmeurnerne, vælges ind i kommunalbestyrelsen, for jeg er yderst motiveret for at gøre en forskel.
Jeg håber på, at vi gennem et godt samarbejde kan gøre Tønder Kommune til et bedre sted for os unge og for os alle.
Vi kan selv, hvis vi vil. Og jeg vil! Jeg er sikker på, at vi i tilgift skaber forandring, stolthed, medejerskab og respekt.