3 kandidater med erfaring fra politisk organisationsarbejde

Written by Anton Schulz on .

Pressemeddelelse  22. december 2020 fra Borgerlisten i Tønder Kommune

NB: Indholdet må først offentliggøres den 23. december af hensyn til vores julekalender på hjemmesiden: https://www.borgerlistentoender.dk/index.php/julekalenderen


I december måned har Borgerlisten præsenteret 15 kandidater fra hele Tønder Kommune. ”Det er kandidater, som hver især har én stor interesse i at gøre bosætning til Tønder Kommune største udfordring i de næste 10 år, udtaler formanden for Borgerlisten, Lars Thomsen.

De 3 sidste kandidater, som gemmer sig bag låge 21-22 og 23 er kendte mennesker på hvert deres område.

Pia Hedegaard KristensenPia Hedegaard KristensenPia Hedegaard Kristensen (Låge 21) har tidligere siddet i Venstres FU, men hun blev træt af de indre kampe i partiet. Pia sidder som formand for lokalrådet i Rejsby.
Hun har ambitioner for lokalområdet og arbejder for at styrke samarbejdet mellem de tre landsbyer, Rejsby, Brøns og Frifelt i en landsbyklynge.

Pia bor i Rejsby. ”Jeg håber på, at vindmølleprojektet i Haved bliver realiseret, så vi gennem vores fondsmølle får midler til løbende at realisere vores drømme for landsbyklyngen. Og jeg håber at Tønder kommune herigennem kan tiltrække fremtidens virksomheder og jobs”, siger Pia


Lars ThomsenLars ThomsenLars Thomsen (Låge 22) bor i Sæd. Han er næstformand i lokalrådet og har været tovholder for mange af de projekter, som landsbyen har realiseret de sidste 5 år. Det blev bemærket helt inde i Erhvervsministeriet, som for en måned siden kårede Sæd som nr. 2 til årets landdistriktspris.
Lars har været formand for Tønder Sport og Fritidscenter de sidste 3 år og har været tovholder på flere projekter, bl.a. det helt nye multianlæg, som blev indviet i efteråret.
Lars er samtidig formand for Borgerlisten, som han startede op sammen med Thomas Ørting Jørgensen i 2017.
”Jeg brænder for udvikling og er grundlæggende en netværksbygger og en igangsætter. De kompetencer vil jeg gerne bringe i spil i en kommende kommunalbestyrelse. Der er brug for nytænkning. Det kan jeg bidrage med”, siger Lars Thomsen


Thomas Ørting JørgensenThomas Ørting JørgensenThomas Ørting Jørgensen (Låge 23) bor på Grøngård og er Borgerlistens eneste medlem af kommunalbestyrelsen.

Han er et rigtigt godt bud på en borgmesterkandidat, der kan vende skuden

og gå imod strømmen og tage kampene for det, han tror på.
Han er idérig, ser muligheder, godt overblik, intelligent, brænder for Tønder Kommune og er forkæmper for, at tingene skal hænge sammen.

”Vi vil sætte alt ind på at standse affolkningen og skabe liv og vækst overalt i Tønder. I et langt vedholdende sejt træk på tværs af borgere, erhverv, kommune og partier. Vi har konkrete visioner og mål. Vi ved, hvordan drømmen skal føres ud i livet. Men det kræver, at vi som borgere er mange nok der tror på - og kan overbevise kommunalbestyrelsen om – at vi selv kan og vil. At vi har modet og viljen til forandring og til samarbejde. For vi bliver nødt til selv at skabe vores fremtid. Vi kan ikke bare sidde og vente på, at andre gør det for os. Borgerlistens politik har derfor primær fokus på de beslutninger vi selv har kompetencen til at tage, eller som vi har stor indflydelse på. Vi stiller os ikke tilfredse med at forvalte affolkningens konsekvenser, ud fra en målestok om blot at klare os mindre dårligt end andre”, siger borgmesterkandidat, Thomas Ørting Jørgensen.

Borgerlisten har valgt at præsentere sine kandidater til det kommende kommunalvalg i 2021 gennem en julekalender med 24 låger på Borgerlistens hjemmeside.

”Nu har vi præsenteret de første 15 kandidater. Målet er fortsat mindst 20 kandidater, og det når vi inden september 2021, hvor vi skal aflevere den færdige kandidatliste. Vi står med et stærkt hold allerede nu, og jeg håber vælgerne den 16/11-2021 giver os det rygstød der skal til for at Borgerlisten får afgørende indflydelse på den politiske kurs de kommende år”, siger Thomas Ørting Jørgensen.


 

Udskriv